KINA-PORTAL.DK
Indgangsportal til kinesisk samfund, historie, kultur og meget mere

Kina portal
Loading
Danmark - Kina

Nationalmuseets Kinasamling
Nationalmuseets Kinasamling, omfatter bl.a. genstande fra den tidlige danske kinahandel.
Desuden ses en række genstande, der illustrerer sider af kejsertidens samfund, fra store paladsscenerier og embedsmændenes rangmærker til dagliglivet i en kinesisk by beskrevet på en lang billedrulle.

Baggrunden for Nationalmuseets kinaudstilling var det porcelæn, malerier samt de figurer og andre hjembringelser fra Sydkina, som indgik i Det kongelige Kunstkammer mellem 1665 og 1775.

Kinahandlen
Med de store opdagelsesrejser til Kina, der startede med venezianeren Marco Polo i slutningen af 1200-tallet og fortsatte med portugisernes handelspladser og jesuitternes missionsstationer i 1500-tallet, blev en helt ny verden åbnet for europæerne.

Perioden fra 1500-tallets begyndelse og frem til slutningen af 1700-tallet er blevet kaldt ”det store møde mellem Kina og Europa”.

De officielle kontakter mellem Kina og Danmark startede i 1674 hvor sejlskibet Fortuna blev sendt af sted fra København til Fjernøsten. I forbindelse med denne rejse udfærdigede Kong Christian den 5. et brev til Kinas kejser Kangxi, hvori han ytrede ønske om, at venskabet mellem to så fjerne riger som Kina og Danmark, bedst kunne skabes gennem skibsfart og handel.

Den vigtigste af 1700- og 1800 årenes importvarer fra Kina var te. Det var almindeligt, at te udgjorde 85-90 % af et skibs ladningsværdi. I 1660erne hører man første gang om et tehus i København, men det var i 1700-årene, at den nye drik for alvor blev udbredt.

I takt med at mængden af kinesiske produkter der i 1600-, 1700- og 1800 tallet nåede til Europa, bredte der sig i de modebevidste kredse et sværmeri for alt, der blot havde en anelse kinesisk over sig, og Kina-moden blomstrede i Europa. Perioden fra ca.1750-1850, har eftertiden kaldt for den florissante periode, hvor der i Danmark var en blomstrende udenrigshandel og en voksende flåde, der dannede grundlag for en øgede velstand i Danmark.  Fælles for alle handelskompagnierne af den art, der blev dannet frem til ca. 1780, var at de blev finansieret ved aktionærkapital. De havde alle, med en enkelt undtagelse, deres hovedsæde i København, og de havde alle i en bestemt periode monopolet på al handel indenfor et bestemt område som f. eks. Asien, Vestafrika eller Vestindien.

Det var disse handelskompagnier, der i løbet af 200 år, forandrede København fra at være en lokal og europæisk orienteret handelsby til at blive en metropol med forbindelser over hele kloden. Eksotiske varer kom til byen, hvor de blev solgt til Københavns store købmænd, nogle af varerne blev solgt lokalt, men det meste blev reeksporteret. Søfolk tjente penge, redere, købmænd og superkargoer tjente endnu flere.

Byen forandrede sig, nye bydele blev anlagt og nye huse bygget, større og prægtigere end dem der var. Flere af handelshusene kan ses den dag i dag.
Kinahandlen
Frem til midten af 1800-tallet foregik al handel i Kina med fremmede, som kineserne kaldte "fan kwai" – ”de fremmede djævle”, helt på kinesernes betingelser, og handelen var stort set udelukkende begrænset til byen Kanton (Guangzhou) i Sydkina.

I 1684 tillod Kangxi-kejseren udlændinge at handle med Kina i fire byer. Én af dem var Kanton, hvor de i 1686 også fik lov til at bo i faktori området. Ved et kejserligt edikt i 1720, skulle al handel dog foregå i Kanton, gennem kinesiske Hong (købmænd) eller Cohong, der var en sammenslutning af kinesiske købmænd, som fra midten af 1700-tallet, havde monopol på handelen med Vesten, hvor Hong købmændene igen var under overvågning af en hoppo (statslig toldembedsmand).

De udenlandske handelsselskaber kunne få lov til at opfører såkaldtefaktorier, der var et "udlændingekvarter" få hundrede meter fra floden og uden for Kantons bymur. Faktorierne var handelshuse, og ikke fabrikker der fremstillede varer, det var bygninger på to til tre etager, med kontorer i stuen og lejligheder i de øvrige etager. Pladsen mod floden var indhegnet og reserveret de fremmede. Overfor lå de kinesiske Hong købmænd, med deres pakhuse og varer, de havde monopol på al handel med de udenlandske handelshuse. Undtaget fra monopolet var dog porcelæn, som superkargoerne selv kunne købe i Porcelænsgaden.
Kineserne ville ikke have de fremmede skibe helt op i deres by, superkargoerne måtte derfor fragtes det sidste stykke op til Kanton, og varerne de havde købt, måtte ligeledes fragtes i sampaner (små flodpramme) frem til skibene der lå for anker længere nede af floden ved øen Wampoa

Faktorierne i Kanton

Faktorierne i Kanton. Kinesisk oliemaleri af ubekendt kunstner. Flagene er, set fra venstre mod højre: dansk, dansk, amerikansk, engelsk, svensk og hollandsk.(Foto: M/S Museet for Søfart Helsingør)


Superkargo
Skibets ladning havde kaptajnen intet at gøre med. Det var Superkargoens opgave. Han kunne have en eller flere underkargoer under sig.  I slutningen af det 18. årh. blev faktorierne afskaffede både i Trankebar og i Kanton i 1790-erne. Superkargoen kaldtes derefter Negotiechef.

 Superkargoernes var købmænd med en lang uddannelse og erfaring, og de skulle have indsigt i markedsforholdene i de lande, Kina handlede med. De skulle også kunne bedømme kvaliteten og prisen på varerne, for eksempel skulle de kunne bedømme de forskellige te sorter, der blev udbudt til salg. De købte porcelæn i Porcelænsgaden i Kanton, og de sørgede for at være mellemmænd ved bestillingsopgaver fra Danmark.

De første danske skibe der nåede til Kanton fra handelsstationen Tranquebar i Indien i slutningen 1600-tallet, var det Dansk Ostindisk Kompagni, der havde monopol på såvel Ostindien som på Kinahandlen.
Det Ostindiske Kompagni led imidlertid under mangel på kapital og dårlig administration, hvorfor det sygnede hen trods støtte fra kongen. I april 1729 måtte firmaet lukke, og opgive sine oktrojer rettigheder (en kongelig bevilling). En række private investorer ønskede imidlertid at fortsætte kinahandelen og de fik rejst en kapital, så de var i stand til at få udrustet et handelsskib.


Den 20. april 1730 blev der holdt generalforsamling i Prinsens palæ (Det nuværende Nationalmuseum), hvor kongen samme år, havde erhvervet bygningen til senere bolig for kronprisen, og det Det Kongelige Octroyerede Danske Asiatiske Kompagni eller blot Asiatisk Kompagni, blev her stiftet.

Allerede i oktober 1730, blev det første skridt taget til en regelmæssig handelsforbindelse direkte mellem Kina og Danmark, med udsendelsen af fregatten 'Kronprins Christian' der skulle sejle direkte fra København til Kanton (nuværende Guangzhou) i Sydkina.

Efter 20 måneders togt var 'Kronprins Christian’ i 1732 tilbage i København. Det økonomiske udbytte var gunstigt med en rig ladning af te, porcelæn og silke, hvilket nok skyldte togtets superkargo, hollænderen Pieter van Hurk, der var gået i dansk tjeneste efter at have været beskæftiget i det af hollænderne opløste selskab Ostende kompagni, han havde en stor erfaring med handel på Kina. Godt nok havde togtet kostet 11 mand livet, men det ansås dengang som et beskedent tab.

Efter at fregatten 'Kronprins Christian' havde gennemført sin vellykkede færd til Kanton 1732, fik selskabet en kongelig oktroj til afløsning for det ophørte Ostindiske Kompagni.

Det betød at Asiatisk Kompagni med en kongelig oktroj gældende i 40 år, fik monopol på alt dansk handel øst for Kap Det Gode Håb, (Cape Town, Sydafrika) og at kun kompagniets skibe måtte sejle på disse indbringende ruter. Herefter blev der regelmæssigt udsendt handelsskibe fra København til Kina, der således i de efterfølgende 100 år, blev fulgt af 130 Kinafarere, hvoraf de 121 returnerede, otte gik tabt og en blev solgt i England.

Der var først og fremmest tale om en transithandel fra København, der i den periode havde gunstige vilkår, hvor der var krig mellem europæiske stormagter, og hvor Danmark i kraft af neutralitet, kunne overtage en større del af det nordvesteuropæiske marked.

De danske ”kinafarer” havde udover te’en også bragt et hidtil uset antal af kinesiske varer hjem fra Kina, herunder porcelæn, silke og møbler og dermed skabt en ny stiludvikling i Danmark.

En del af de sjældne kinesiske genstande kom i det kongelige kunstkammer, hvor de var med til at nære forestillingerne om, hvordan livet var i det fjerne Kina.

Bygningen hvor Det Kongelige Kunstkammer var, blev opført i 1680 indtil 1824 hvor kunstkammeret blev opløst og hovedparten af genstandene blev fordelt til nyoprettede specialmuseer: kultur-, kunst- og naturhistoriske samlinger.

De danner i dag grundstammen i flere af de store museer, herunder Nationalmuseet.
Nationalmuseets Kinaudstilling omfatter en stor mængde af genstande, der belyser den rolle, som Kina har spillet i dansk og europæisk kultur, herunder kinesisk porcelæn, lakmøbler og silke, samt ”kineserier” der kom til Europa.  
Udstillingen starter med at vise perioden hvor fregatten 'Kronprins Christian' var kommet tilbage fra Kanton i 1732, her er udstillet 2 figurer lavet af en kinesisk ”facemaker” under opholdet i Kanton. De to personer er skibets kaptajn Michael Tønder og hollænderen Pieter van Hurk der var 1. superkargo, dvs. handelschef på Kronprins Christian.

Herefter viser udstillingen en kulturhistorisk vandring gennem 16-, 17- og 1800 årene, med bl.a. genstande fra Sydkina, som indgik i Det kongelige Kunstkammer mellem 1665 og 1775.

Der er udstillet malerier og figurer af daoistiske guddomme. Desuden ses en række genstande, der illustrerer sider af kejsertidens samfund, fra store paladsscenerier og embedsmændenes rangmærker til dagliglivet i en kinesisk by beskrevet på en lang billedrulle. Der er også udstillet forskellige eksempler på kunsthåndværk dekoreret med drager, som er et af de mest populære symboler i kinesisk kunst og har været kendt som motiv i Kina i mere end fem tusinde år.

Hovedparten af de udstillede genstande er fremstillet i Qing-tiden, men deres udformning og dekorationer bygger på kunstneriske og håndværksmæssige traditioner, der var udviklet i Kina længe inden manchuerne kom til magten i 1644.
I udstillingen indgår der også de såkaldte ”kineserier”.

Et interessant træk ved kinahandelens historie er kinesernes evne til at tilpasse deres varer til europæisk smag. I mødet mellem det kinesiske og det europæiske opstod der helt nye stilretninger – de kinesiske bestillingsvarer og de europæiske „kineserier“.

De danske og europæiske skibe havde møbler med til Kina. Kinesiske håndværkere skulle kopiere møblerne i eksotisk træ og dekorere dem med lakarbejde eller indlægninger. Disse kinesisk producerede møbler indgik i den europæiske stilhistorie trods den fremmedartede udsmykning.

Endvidere blev der bestilt hele porcelænsstel udført efter tegninger medbragt fra Danmark, eksempelvis kaffekopper, sovseskåle o.l. som ikke var en del af kinesiske porcelæn.

Bestillingerne blev afgivet til superkargoerne på vegne af kongelige og andre rangspersoner, der ønskede, at deres våbenskjolde, initialer eller andre mærker skulle indgå i dekorationerne på de kopper og tallerkner, de stillede frem for deres gæster.

 

 

 

 

 
 
 
 
 
 
                

 

 
;