KINA-PORTAL.DK
Indgangsportal til kinesisk samfund, historie, kultur og meget mere

Kina portal
Loading

Kinesisk opera
Siderne om kinesisk opera er hovedsaglig baseret på kildemateriale fra Alette Scavenius, Mag.art. i teatervidenskab med asiatisk teater som speciale, og i dag en førende ekspert på den klassiske kinesiske Peking Opera.
Kildemateriale: Pærehavens frugter : Peking-operaen af Alette Scavenius). - Kbh. : Rhodos, cop. 1986.
Forelæsningsrække "Peking Operaen" på Folkeuniversitetet i København 1998.
Div. foredrag og samarbejde omkring kinesisk opera.


Den kinesiske Operas historie.
Traditionel kinesisk opera har rødder, der går næsten 4000 år tilbage, og har elementer fra de Shamanistiske rituelle ceremonier med danse, sange og musik.
Kinesisk opera har i mange århundrede været en populær underholdning for både den almindelige kineser og for kejser hoffet. Under Tang dynastiet (618 – 907) blomstrede den kulturelle og åndelige udvikling. Kejser Xuan Zong (712-755), der var meget interesseret i alle former for kunst, oprettede Kinas første professionelle opera akademi i sin pærehave. Den kinesiske opera blev derfor ofte benævnt ”Pære Haven forestillingen” og operaspillerne blev kaldt ”Pærehavens børn”. I starten optrådte truppen for at underholde det kejserlige hof, men senere bredte denne form for underholdning sig ud til den almindelige befolkning. Den dag i dag bliver professionelle operaspillere stadig kaldt for ”Pærehavens børn”
Under det Sydlige Song Dynasti (960 1127) kommer så gennembruddet for de traditionelle drama stykker, der tog udgangspunkt i det sociale liv, en genre der var meget populært på det tidspunkt.

I gennem de efterfølgende dynastier, udvikler der sig nye opera typer, hvor man gensidigt lånte lidt fra hinanden, hvorved hver provins og hver lokalområde udviklede deres egen lokale kinesiske opera. Man regner med, at der i dag i Kina findes 368 forskellige opera typer.

Traditionelle kinesisk opera er oprindeligt sammensat af to genrer, den ene genre er såkaldte ballader (d.v.s. folkelige danse- og syngeviser, lyriske- og fortællende digte), og den anden genre er komiske (d.v.s. sjov, fest, spektakel og vrøvl). Begge genre omfatter en kombination af dialoger, der er affattede i talesprog, og af lyriske partier (sange, arier) der synges, og som ofte indeholder poesi af høj rang. Sangene i partierne kommer med korte mellemrum, og de betragtes som meget mere vigtigt end de talte partier.

Udviklingen af operaen har, som nævnt ovenstående, medført at der indgår en blanding af flere klassiske underholdningsformer, hvor man bl.a. kan genkende historiefortælleren, der har sit udgangspunkt i de klassiske fortællinger, myter, intriger og ballader. Akrobatik og krigskunst er andre traditionelle kunstformer der indgår i forestillingen.

Indtil begyndelsen af dette århundrede, hvilede den kinesiske opera i sin egen tradition overleveret gennem generationer. Men efter kejserdømmet fald i 1911 forkastede det officielle Kina de gamle traditioner og sugede vestens indflydelse til sig. Under kulturrevolutionen i 1960’erne blev den traditionelle kunst underlagt store restriktioner eller helt forbudt. Da kulturrevolutionen var på sit højeste, var det kun otte såkaldte revolutionære modelværker der var tilladt.
Da Kina åbnede sig mod vesten i starten af 1980’erne, satte den vestlige kultur igen præg på den kulturelle udvikling i Kina. I de senere år er de gamle traditioner igen ved at indfinde sin plads i kinesernes bevidsthed og interessen for at bevarer den traditionelle kinesiske kulturarv, støttes også på regeringsplan.
I Vesten er det Peking Operaen, (Beijing Opera) der er den mest kendte af kinesiske opera, men der er næsten lige så mange forskellige kinesiske operaer som der er dialekter i Kina. Man regner med at der er tusindvis af lokale forgreninger af kinesisk opera, hvor den lokale opera er den dominerende indenfor det pågældende lokalområde eller provins.