Denne side blev sidst ændret den
12-Dec-2020
Art. 4.1 |
Selv om H.C. Andersen aldrig havde været i Kina, var han fascineret af det han havde hørt om kinesisk kultur.
Fra digterens dagbøger,
kan man læse sig frem til, hvad det var der inspirerede Andersen, bl.a. i følgende eventyr: Nattegalen, Hyrdinden og skorstensfejeren og Mit livs eventyr.
„I Kina, ved du jo nok, er kejseren en
kineser, og alle de, han har om sig, er kinesere. Det er nu mange år siden, men just derfor er det værd at høre historien, før man glemmer den! Kejserens slot var det prægtigste i
verden, ganske og aldeles af fint porcelæn, så kostbart, men så skørt, så vanskeligt at røre ved, at man måtte ordentligt tage sig i agt“.
Sådan indleder H.C. Andersen sit eventyr „Nattergalen”. Den første inspiration
til eventyret fik Andersen
fra et besøg i Tivoli på åbningsdagen.
H.C. Andersen skriver i sin dagbog:
„Er i Tivoli ved åbningen den 15. august 1843 - inspireres til eventyret ’Nattergalen’ af havens kineserier”.
På det tidspunkt havde Tivoli en basarbygning i kinesisk stil, og foran basaren var rejst en flagstang med kinesisk vimpel for at understrege, hvor de opadbuede taghjørner var kopieret fra.
Der var også kinesiske parasoller og en karrusel med kinesiske elementer i form af drager på taget.
Det nuværende Pantomimeteater og Det Kinesiske Tårn, blev først bygget senere i henholdsvis 1874 og 1900. Læs mere om Kina i Tivoli her
Med til eventyrinspirationen hører også, at H.C. Andersen var stærkt betaget af en 22-årig svensk sopran,
Jenny Lind, med tilnavnet „Den svenske nattergal”. Hun kom i begyndelsen
af september 1843 til København
for at give en række koncerter.
Jenny Lind dukkede op i Andersens
liv på et tidspunkt, hvor han behøvede
ny inspiration, og hvor skuffelsen
over manglende anerkendelse i Danmark var ved at få tag i ham.
Af noterne i Andersens dagbog fremgår
det, at hans betagelse af Jenny Lind
bliver mere og mere glødende, og
han opdagede, at han elskede hende ud over alle grænser.
Men forelskelsen i Jenny Lind var
som Andersens andre forelskelser ikke gengældt, og gav ham måske netop derfor inspiration til en hektisk
produktion af eventyr på et højt plan.
I oktober havde Andersen taget afsked
med Jenny Lind, som var rejst
videre på sin turné, og den 11. oktober
var Andersen ifølge sin dagbog
igen i Tivoli. Inspireret af kineserierne
og den håbløse forelskelse i den
svenske sangfugl, gik han om aftenen
hjem og begyndte på eventyret, som
han først gav arbejdstitlen „Det kinesiske
eventyr”.
Andersen skrev eventyret
på to dage, og det fik den endelige
titel „Nattergalen“.
Digteren elskede nattergalens sang,
og han opfattede den lille uanselige
fugl med den skønne stemme og den
indre kraft som et billede af ham selv
og hans medfødte gyldne talenter.
Andersen spejlede sig i eventyret
som nattergalen, hvis sang hans eget
land ikke anerkendte som noget særligt
i modsætning til udlandets henrykkelse.
I savnet af Jenny Lind overførte
Andersen sin selvopfattelse til
hende, så hun blev den egentlige
nattergal i eventyret.
For H.C. Andersen var Kina eventyrets
land.
Allerede som barn blev han fascineret af Kina. Han skriver i
sin bog Mit livs eventyr:
„Jeg havde hørt af en gammel
Kone, som skyllede Tøj i Aaen, at
Keiserriget China laae lige her under
Odense Aa, og nu ansaae jeg det for
slet ikke umuligt, at en maaneklar Aften,
som jeg der sad, kunde en chinesisk
Prinds grave sig igjennem Jorden
op til os, høre mig synge og saa
tage mig ned til sit Kongerige, og gjøre
mig rig og fornem, men saa igjen
lade mig faae Lov til at besøge Odense,
hvor jeg vilde boe og bygge et
Slot“.
Men det var ikke kun vaskekonens fortælling om Kina, der havde inspireret H.C. Andersen. Da han den 6. september 1819 som ganske ung kom til København med postvognen fra Odense, havde handlen med Kina, den såkaldte „kinafart” og „kinamode”, været på sit højeste siden sidste halvdel af 1700-tallet.
De danske„supercargoer” (købmænd) havde
bragt et væld af kinesiske varer
hjem fra Kina. Køberne var adelen
og det bedre borgerskab, og hos dette
aristokrati, som Andersen ofte besøgte,
var der mange steder indrettet
et kinesisk værelse med såkaldte „kineserier”, en betegnelse for kinesiske efterligninger, såsom malerier, interiører, kunstgenstande, møbler, tekstiler og keramik.
Når H.C. Andersen kom på besøg, sad man ofte i de kinesisk
indrettede værelser, hvor der
tit var kinesiske porcelænsnikkedukker
på konsollen.
Det var fra besøg i disse værelser,
at Andersen fandt inspiration
til et andet af sine berømte eventyr, „Hyrdinden og skorstensfejeren”, fra
1845.
Digteren var samtidig lidenskabeligt
optaget af en romance mellem
den borgerlige pige Jonna Drewsen
og den unge baron Henrik Stampe
på Nysø gods, et forhold som den
unge barons moder, baronessen, på godset ikke ville godkende.
Ved at skrive eventyret får Andersen bearbejdet
hans egne følelsesmæssige
forviklinger til både Jonna og Henrik,
samt et afløb for hans vrede mod baronessen.
Eventyret handler om to smukke
porcelænsfigurer, en hyrdinde og en
skorstensfejer, et elskende par, som
ikke må få hinanden.
Den „gamle
gedebuk”, har nemlig fået lov til at
få hyrdinden af den „gamle kineser“ som nikker, hver gang gedebukken
spørger ham.
De to unge flygter og
klatrer op gennem den mørke skorsten,
men hyrdinden bliver angst
over højden på taget, og de må vende
om og indtage deres oprindelige
pladser på hylden foran spejlet.
Den gamle kineser var under sin
forfølgelse af de unge faldet ned, og
var gået i tre stykker. Han var godt
nok blevet klinket, men da han havde
fået en klinke i nakken, kunne „den gamle kineser“ ikke længere
nikke, og de to unge kunne nu trygt
blive sammen, og, som digteren
skriver, lige indtil de gik i stykker.
Fra midten af 19.århundrede aftog
interessen for kinamoden på grund
af europæernes mere og mere aggressive
fremfærd over for kineserne.
Den gamle kineser var således det
sidste minde om kinamodens
storhedstid.