KINA-PORTAL.DK

Indgangsportal til kinesisk samfund, kultur, historie og meget mere...

Denne side blev sidst ændret den 12-Dec-2020    
  Art. 4.16.

Jørn Utzon (1918 - 2008) er kendt verden over som manden bag Sydneys vartegn – Operahuset

 
Men knap så kendt er det, at en af de inspirationskilder, der ligger til grund for Utzons arkitektur, er den kinesiske arkitekturhistorie.

I kinesisk byggekunst tilstræbes det, at der skabes en harmoni gennem opstillinger af modsætninger, lige som i yin og yang-filosofien, med mand over for kvinde, lys over for mørke, himmel over for jord og tyngde over for lethed.

De kinesiske bygmestre har i årtusinder arbejdet ud fra denne harmonibestræbelse ved at sætte tunge, ubrudte mure eller kraftige sokler og podier over for lette konstruktioner med yndefulde, svungne tage.

Den Forbudte By som forbillede Jørn Utzon har hentet inspiration i den kinesiske arkitektur og formået at omsætte og videreudvikle denne inspiration i sin arkitektur. For eksempel er impulser fra Den Forbudte By i Beijing brugt til operahuset i Sydney.

Godt nok har selve operahuset ingen kinesiske enheder eller detaljer, men derimod dispositioner hentet i kinesisk bygningskunst.
For eksempel er den tredelte terrassebastion på Sydneys havnefront, der bærer operabygningens verdensberømte skaller, beklædt med glaserede keramikfliser, der også var eninspiration fra Kina.

Dette svarer til Den Forbudte Bys tre marmorestrader, hvorfra de kejserlige haller med svungne tage beklædt med glaseret teglsten, rejser sig.

Artikel fortsætter efter annonce
Annonce

Utzons arbejde er aldrig tidligere blevet præsenteret i sin helhed på en udstilling, men udstillingen på Louisiana er en stor retrospektiv udstilling, der fokuserer på Utzons tidligere værker og hans inspirationskilder.

Den danske arkitekt Jørn Utzon hentede inspiration fra kinesisk arkitektur, da han lavede vinderprojektet i konkurrencen om et operahus i Sydney. Det kunne man finde eksempler på en tidligere udstilling på kunstmuseet Louisiana ved Humlebæk i Nordsjælland i 2004 på udstillingen „Jørn Utzon – Arkitektens Univers". Se artikel om udstillingen

I sin studietid på Akademiet i henholdsvis København og Stockholm fandt Utzon inspirationskilder til sin arkitektur fra blandt andet den svenske kunsthistoriker Oswald Siréns bog „Kinas Konst under Tre Årtusender”, samt fra den danske arkitekt og missionær Johannes Prip-Møller, der blandt andet har skrevet bogen „Chinese Buddhist Monasteries”. Den dokumenterer kinesiske buddhistklostres arkitekturhistorie og hele klosterlivet.

På Akademiet havde Utzon tillige mulighed for at studere værket Yingzao Fashi.
Det er kinesiske bygningsmanualer, der kan føres længere tilbage end Han-dynastiet (år 260 før vor tidsregning).

Jørn Utzon er nok den danske arkitekt i efterkrigstiden, der bedst har forstået essensen af kinesisk bygningskunst og tillige evnet at overføre den til sin egen personlige arkitektur.

I 1957, da Utzon havde vundet konkurrencen i Sydney og var på vej hjem fra Australien, besøgte han Kina og Japan.
Her oplevede han, at den kinesiske arkitektur er endnu mere indtagende end han havde forestillet sig i sin ungdom.
I perioden 1963-66 da Utzon boede i Australien, besøgte han flere gange Japan og Kina.

Her fandt han yderligere inspiration til byggeriet i Sydney. Utzon brugte megen tid på at finde frem til den perfekte flise, der skulle anvendes udvendig på hele operahuset.

I Kina fandt Utzon et keramik-brudstykke, der netop har den farve og kvalitet han var på udkig efter.
Ud fra dette brudstykke designer Utzon så en prototype,der bliver kendt som „Sydney-flisen” på 12 x 12 centimeter, og som blev produceret i Sverigeaf Höganäs. Farven på fliserne var to nuancer af lysebrun, og designet til at efterligne bomuldssejl. Der blev brugt over 1 million fliser på taget.

Artikel fortsætter efter annonce
       Annonce
Artikel fortsætter efter annonce
       Annonce
Andre relevante emner og annoncer:

Om kina-portal.dk   |   Cookies politik  |   Kina-portal.dk sitemap