Denne side blev sidst ændret den
01-Dec-2020
Art. 6.2.29 |
Vintersolhverv (Kinesisk Dong Zhi 冬至)
Kinas vintersolhverv falder normalt den 21., 22. eller 23. december, det eksakte tidspunkt varierer lidt på grund af skuddag.
Den traditionelle kinesiske kalender var baseret på Solar kalenderen (Yangli), hvor året var opdelt i 24 terminer, kaldt for Jie Qi kalenderen, hvor vintersolhverv er årets 22. soltermin.
I den traditionelle kinesiske kultur tillægges betydningen af "vintersolhverv" som en vigtig overgangspunk imellem Yin og Yang, Himlen og Jorden.
Oprindelsen til denne festival kan spores tilbage til yin og yang filosofien om balance og harmoni i kosmos.
Efter denne fejring vil dagene blive med længere dagslys, og derfor en stigning i positiv energi, der strømmer ind.
Den filosofiske betydning heraf symboliseres af I Ching- hexagram fù (kinesisk: 復, "vende tilbage"). I oldtidens Kina forbandt man solhverv med yin og yang hvor vinteren er det mørke og kolde yin, og sommeren er domineret af det lyse og varme yang.
De to yderpunkter af yin og yang, findes derfor ved vintersolhverv og sommersolhverv.
Ved vintersolhverv der er yin, er det punkt hvor solen står lavest på himlen og derfor resulterer i årets korteste dag, og hvor nætterne er længst og koldest.
Ved sommersolhverv der falder den 20. eller 21. juni og markerer årets længste dag, hvor solen står højest på himlen, og hvor de lyse nætter er længst.
Den historiske udvikling af vintersolhverv.
Ifølge historiske optegnelser blev vintersolhverv betragtet som udgangspunktet for et nyt år under Zhou og Qin dynastier (1046-207 f.Kr.).
I Han-dynastiet (202 f.Kr. - 220 e.Kr.) begyndte man at fejre solhverv som en festival, hvor befolkningen havde officielle helligdage. Embedsmændene holdt store ceremonier og almindelige mennesker udvekslede forskellige gaver under denne fest.
Under Tang og Song Dynastierne (618 - 1279) tilbedte kejsere himlen og deres forfædre på den dag for at bede om en god høst for deres folk.
Folk kowtowed (det højeste tegn på ærbødighed) for deres forældre og tilbød offergaver til deres forfædre.
Under Ming og Qing-dynastierne (1368-1911) var det en skik for kejsere at tilbede himlen. Det velbevarede ”Himlens tempel ” der ligger i Beijing blev bygget af den årsag.