KINA-PORTAL.DK

Indgangsportal til kinesisk samfund, kultur, historie og meget mere

 Forside | Samfund  | Historie | Kultur | Kunst | Filosofi | Religion | Astrologi | Geografi  | Natur | Attraktioner  | Danmark - Kina

historie menu
EMNER: Indledning Tidslinie
Arkæologisk periode Sagn periode Historiske kejsere 2205 f.Kr. - 221 f.Kr.
Dynasti periode 221 f.Kr. 1912 Republik periode 1912 1949 Folkerepublik periode 1949 -
Kinas storhedstid under Tang-dynastiet (618-907)
Tangdynastiet havde ligesom dynastier før og efterfølgende dynastier en cyklus, der omfattede en opbygning fra en anarkistisk periode over en opblomstrings periode og frem til dynastiets forfald.'
  • Indledning
  • Den første Tang kejser
  • Tang kulturen
  • Tang Dynastiets fald
  • Indledning
    Forud for de to dynastier Sui og Tang, var der en periode på næsten fire hundrede år med mere eller mindre opløsning. Kina var opdelt i flere stater, der ustandselig bekrigede hinanden, denne periode blev da også kaldt for ”splittelsens tid”. Omkring år 570 var de nordlige stater igen blevet samlet under én hersker, men i 581 tog en general magten, hvor han nogle år senere etablerede det kortvarige Sui dynasti (589-618).

    Sui kejserne gik i gang med en stor militær styrke at genrejse landets økonomi og administration, og genindførte et bureaukratisk centralstyre og skattesystem. Sui dynastiet fik desuden underlagt det sydlige Kina og vasalstaterne Tibet og Vietnam under kejserstyret. 

    Det var også under Sui dynastiet, at ”Den store mur” efter flere års forfald blev reetableret og udbygget.

    En af dynastiets store bedrifter var bygningen og udvidelsen af et omfattende kanalsystem, der blev kaldt ”Den Store Kanal” et kanalsystem der forbandt de to store hovedfloder Yangtze og Huangho.

    Med sine 1.795 km. var ”Den Store Kanal” , der også blev også kaldt for ”Kejserkanalen”, verdens længste menneskeskabte kanal, og som fik en stor betydning for landets økonomi. 

    Sui dynastiet, der varede i knap 30 år, havde kun to kejsere, grundlæggeren Sui Wen Di og hans søn Sui Yang Di, men det var to meget forskellige kejsere.
    Sønnen Sui Yang Di havde stor interesse for kunsten men var ødsel og elskede pragt. Han byggede pragtfulde paladser og andre store værker.
    Hans hensynsløse levevis og krigsførelser blev finansieret ved at hæve skatterne kraftigt og tvangsudskrive bønderne som soldater og arbejdere. 

    Som så mange gange før i den kinesiske historie blev de kinesiske borgere træt af den umenneskelige behandling. Illoyaliteten begyndte at brede sig hos de undertrykte borgere og bønder, men også i militæret og hos embedsmændene, udbredte der sig en korruption og illoyalitet.

    Artikel forsætter efter annonce:

    Da Sui Yang Di forsøgte at erobre Korea, led han et stort nederlag. Nederlaget ødelagde den sidste rest af respekten for Sui Yang Di og udmundede i oprør ham. Kejseren havde mistet ”Himlens mandat”.
    Samtidigt med at øst-tyrkerne angreb Kina, flygtede Sui Yang Di til det sydlige Kina, hvor han blev snigmyrdet i 618.

    Den første Tang kejserGaozu
    Li Yuan, en tidligere general ved Sui-hoffet, ledte oprøret mod Sui kejseren Sui Yang Di.
    Med hjælp fra øst-tyrkerne indtog han hovedstaden Chang’an (det nuværende Xi’an i Shaanxi provinsen). Her udråbte han i år 618, sig selv som den første kejser af Tang dynastiet, og tog i den forbindelse det kejserlige navn GaoZu.

    Det var dog under den efterfølgende kejser Tai Zong, der sad på tronen fra 627 – 649, at Tang dynastiet begyndte sin ”guldalder periode”.
    Det blev et dynasti, der varede næsten 300 år, og var et af de største dynastier i Kinas historie, hvis civilisation ikke havde set sin lige i verden på den tid. 
    De første Tang-kejsere videreførte de anlægsprogrammer, Sui dynastiet havde påbegyndt, og byggede videre på Sui's centrale regeringsform. 

    Det konfucianske eksamensvæsen får under Tang sin egentlige udfoldelse, hvor der bliver skabt en embedsmandsinstitution (de såkaldte mandariner). Institutionen skulle sikre, at statens embedsmænd var solidt skolet i den konfucianske tradition, der sikrede en fælles dannelse og en ensartet pligtfølelse hos embedsmagtens udøvere. Imperiet blev delt ind i 300 præfekturer og 1500 sogne, en regional opdeling, der stort set svarer til opdelingen i dag. 

    Selv om øst-tyrkerne havde hjulpet Tang-dynastiet til magten, bliver dynastiet flere gange angrebet af tyrkisk-mongolske hære. Alligevel lykkedes det gennem krigsførelser og ved diplomatisk snilde Tang-kejserne ikke alene at forsvare men også at udvide det kinesiske rige. 

    Med hjælp fra Uygur folket som længe havde været kinesernes forbundsfælle, fik kejseren kontrollen over Østturkestan (I dag kaldet for Xinjiang Uygur Autonome Region).
    Hermed genoprettede Kina kontrollen over Silkevejen, der var karavanevejen til Vestasien og Europa.
    I Tang-tiden blev der også etableret et kejserligt postvæsen med faste stationer langs de vigtigste veje og kanaler, hvor kurererne kunne få mad, hvile og udskifte befordringsmiddel. 

    I 640 nåede Tang kejserne helt over til bjergkæden Pamir, der ligger ved den nuværende grænse mellem Tadsjikistan og Kina.
    Her blev der etableret en forsvarshær mod angreb fra arabisk og tyrkisk side. I løbet af trekvart århundrede var imperiet øget med Tibet, Tarim-bækkenet, Mongoliet, det sydlige Manchuriet, Korea og An’nan, (der betyder ”Fred i Syd”, det nuværende Vietnam). 

    Under Tang dynastiet udfoldedes en stor international handel både over land og til søs, og der blev oprettet udenlandske forbindelser til Persien, Indien, Indonesien og Japan. Kina var den tids verdensstormagt. 
    Aldrig før og aldrig siden har kineserne været så åbne over for fremmede kulturer og religioner, eller vist så megen tolerance og udsyn. Verdensbyen Chang’an bliver et kosmopolitisk centrum, hvor alle folkeslag mødes.

    Artikel forsætter efter annonce:

    Tang kulturen

    Religion og filosofi

    Tang dynastiets kosmopolitiske åbenhed var en perfekt grobund for den kulturelle og åndelige udvikling.
    Så rummelig var Tang kulturen, at buddhismen oplevede sin blomstringstid side om side med den konfucianske stats renæssance. 
    Buddhismen voksede under Tang og opdelte sig i to separate skoler:
    Den ene skole er Chan-buddhisme, (som i Japan kaldes Zenbuddhismen), er en metode til at bringe det enkelte menneske i den mest direkte kontakt med virkeligheden gennem fordybelse, meditation, kunstnerisk arbejde og selvbeherskelse.
    Den anden skole og mest udbredt er Det Rene Land (Jingtu), også kaldet for Kinesisk buddhisme. 

    Kinesiske munke tilpassede skolen til kinesiske forhold og søgte at løse specielt kinesiske filosofiske spørgsmål ved deres hjælp. Jingtu havde karakter af en bred folkelig rørelse og nåede under Tang perioden et åndeligt højdepunkt. 

    Ifølge Jingtu-skolens doktriner, er denne verden uren, men der findes et storartet, rent land bag den vestlige horisont, hvor guder og mennesker oplever lykke mellem træer og blomster, paladser, juveler og sødt duftende, blidt klingende vandløb.
    For at nå til dette paradis vil alle, der blot af et oprigtigt hjerte tror på Amitabha Buddha (Den evige Buddha), blive genfødt i i Det Rene Land. Det var dette paradis mennesker kunne stræbe efter at komme til, men altså kun efter døden. 

    I år 629 rejste den buddhistiske munk Xuan Zang til Indien for at hente de buddhistiske originalmanuskripter hjem til Kina for at oversætte dem.
    Det var en rejse, der varede 16 år fra 629-645.
    Efter sin tilbagekomst til Kina skrev Xuan Zang i Chang’an en udførlig beretning om sin rejse. Denne rejsebog blev, i det 16. årh. af Wu Chengen, udvidet og omdannet til en roman, »Rejsen til Vesten«, en af Kinas mest åndfulde bøger.

    Også andre religioner kom til Kina og fik lov til at virke der.
    Den første kristne missionær, som man med sikkerhed ved nåede til Kina, var den nestorianske munk Olopen, der i året 635 kom til kejserhovedstaden Chang’an.
    Her blev han venligt modtaget af Tang dynastiets store kejser Tai Zong. Selvom det var de såkaldte ”tre religioner” (Konfucianismen, Taoismen og Buddhismen), der var de dominerende religioner under Tang dynastiet, har kejseren tilsyneladende været en beregnende filosof, der gav alle slags religioner en gæstfrit modtagelse, måske ud fra en pragmatisk holdning om at de alle kunne være lige nyttige.

    Kunsten
    Billedhuggerkunsten og keramikken raffineres mere og mere.
    Den mest epokegørende udvikling inden for Tang keramikken, var udviklingen af porcelænet

    Forudsætningerne for at lave porcelæn (Kaolin ler) havde længe været til stede, men det var først da man fik udviklet en høj-temparatur brændeovn, at man blev i stand til at fremstille denne fine, tynde, hvide porcelæn. 

    Først ca. 900 år senere lykkedes det europæerne selv at finde frem til fremstillingen af porcelænet. 
    I 1400tallet nåede det kinesiske porcelæn med søfarerne til Europa, og vakte stor begejstring og forundring ved de kongelige hoffer og blev af datiden også kaldet for "det hvide guld". 

    I begyndelsen af 1700tallet åbnede den første europæiske porcelænsfabrik i Meissen i Tyskland, og i 1775 grundlagde man Den Kongelige Porcelænsfabrik i København. 

    Musikken og dansen var andre vigtige kunstarter under Tang dynastiet. Kinesisk dans har rødder tilbage til omkring år 1300 f.v.t., hvor Shamanerne dansede sig til kontakt med guder og forfædre for at rådspørge dem i vitale anliggender. 

    Under Tang dynastiets kosmopolitiske åbenhed og den internationale samhandel får den traditionelle kinesiske dans en ny dimension, hvor der hentes inspirationer fra buddhismen og det sociale samkvem med de omkringliggende lande som: Indien Konstantinopel, Iran, Korea, Cambodja, Burma og Vietnam m.fl. 

    Hofferne brugte dansen som en del af hoffets ritualkodeks, og blev et symbol på rangklassernes hierarkiske inddeling og der blev derfor uddannede tusindvis af dansere.
    Det forlyder således, at Tang-hoffet havde ikke mindre end fjorten hoforkestre, hver med 500-700 medlemmer og ved vinter- og sommersolhverv og andre vigtige højtider, brugte Tang-dynastiet orkestre på ikke mindre end 10.000 mand.

    Litterær udgør Tang-perioden en storhedstid. Poesien blev en højt udviklet kunstform, skabt af rigets dannede elite og embedsmænd. Poeterne Li Po (Li Bai), Du Fu (Tu Fu), Bai Juyi (Bo Juyi), Wang Wei, Cui Hao, og Meng Haoran, er blot nogle af de digtere, der siden anses for normgivende. 

    At være digter var ikke en profession i sig selv, men udgjorde en del af embedsmandens almindelige dannelse.
    Digtning var en yndet selskabsleg, som blev brugt ved alle mulige anledninger.

    At digte var hovedsageligt en beskæftigelse for mænd.
    Hustruerne og døtrene deltog ikke, men der fandtes dog visse kvinder, som digtede på lige fod med mændene, nemlig kurtisanerne.

    Disse kvinder var ofte veluddannet i musik, dans og digtekunst, som de underholdte ”kunderne” med i de såkaldte Te-huse.
    Mens mandslyrikken primært drejede sig om venskab, var kærlighed det altdominerende tema for kurtisanerdigtningen. 

    Den kinesiske opera var også en af de kunstarter, der så dagens lys under Tang dynastiet. Kejser Xuan Zong (712-755), var meget interesseret i alle former for kunst, oprettede Kinas første teaterskole i sin pærehave.
    Deraf kommer betegnelsen Pærehaven, som ofte bliver brugt om kinesisk opera.

    Bogtrykkunsten 
    I Tang-epoken stillede embedsmands eksaminerne efterhånden større og større krav til kandidaternes evne til at udtrykke sig skriftligt.
    Det medførte en betydelig interesse for at skrive og læse bøger.

    Men man kendte fortsat ikke andre kopieringsmetoder end den langsommelige afskrift i hånden.
    Man begyndte at søge efter en hurtigere form for bogfremstilling.

    Bloktryk var den metode, kineserne brugte til at lave de kejserlige segl på, så hvorfor ikke også bruge den samme metode til at gengive en side med skrifttegn eller billeder.
    På den måde blev bogtryk en realitet. Indførelsen af bogtryk betød uendeligt meget for udbredelsen af tanker og ideer.

    Den ældste bevarede trykte bog er en buddhistisk Sutra fra ca. 750.
    Det er karakteristisk, at netop en hellig tekst så tidligt fik udbredelse med den nye teknik. 

    Inden længe kombinerede man bogtryk og papir til noget nyt nemlig Tilgodebeviser (forløberen til papirpenge, som man udstedte i det 11.århundrede). Inden for samhandlen i dette store rige, var det tungt, besværligt og farligt at rejse med store pengebeløb i mønter.

    Det blev derfor muligt med disse trykte papir tilgodebeviser at indbetale sine mønter til et regeringskontor og få et tilgodebevis, som man så kunne indløse i et andet regeringskontor.

    Artikel forsætter efter annonce:

    Tang Dynastiets fald 
    Perioden under Tang dynastiet (618-906) kan opdeles i to perioder, det tidlige Tang fra 618 -750, og det sene Tang fra 751 til 906. 
    Tang dynastiets forfald begynder under det sene Tang i 751, hvor araberne tilføjede de kinesiske hære et alvorligt nederlag ved Talas floden vest for Centralasiens højland (i det nuværende Kirgisistan). 

    Selv om slaget udkæmpedes tusinder af kilometre fra den kinesiske hovedstad, blev det et af dynastiets betydningsfuldeste.
    Samtidig gik andre erobringer i Kinas grænseområder tabt herunder Nan-chao riget (nuværende Yunnan og Guizhou provinser) og Khitan (de nordøstlige provinser i Kina, det tidligere Manchuriet).

    I 755 måtte kineserne opgive deres sidste fæstninger i Centralasien og trække deres tropper hjem, da en opstand udbrød hjemme i hovedstaden, anført af en ærgerrig krigsherre An Lu-shan.
    Han var en general af tyrkisk afstamning og en af Tang kejserens regionale militærguvenører.
    Med sine tropper på næsten 200.000 mænd anførte han et oprør mod kejser Xuan Zong, der måtte flygte til Sichuan provinsen i det sydlige Kina.
    An Lu-shan blev selv dræbt af sin søn i 757, og i 763 kom Tang dynastiet med hjælp fra udenlandske tropper igen til magten. 

    Tang dynastiet havde da set sin bedste tid.
    Det genvandt aldrig kontrollen uden for det egentlige Kina.
    Fra nu af var det afhængigt af fremmede tropper. Men også i hjemlandet stod det svagt til. Hoffet hærgedes ustandseligt af fejder mellem høje embedsmænd og kommandanterne for hovedstads-garnisonen.
    I disse kredse lå den reelle magt, og fra da af var kejserne afmægtige.
    Erobringerne gik tabt, og araberne kom til at dominere i Centralasien. Fremmede folk angreb og plyndrede riget.

    De dengang endnu meget krigeriske tibetanere og tunguser rykkede i 763 ind i Chang’an og udplyndrede byen.
    Ved hoffet var der konstant intrigeret, og i lange perioder dominerede eunukkerne, medens generalerne ude i provinserne styrede som egenrådige krigsherrer.

    I 874 udbrød det største oprør mod Tang dynastiet.
    Denne gang var det oprørslederne Huang Chao og Wang Xianzhi, der med deres 600.000 mænd gjorde hele Kina til en slagmark.

    Selv om oprøret, der varede i ti år, blev slået ned, havde det udmattet dynastiet så meget, at det med nød og næppe kunne vakle videre, indtil dynastiet endelig faldt i 907. Chang’an genopstod aldrig som metropolis efter Tangs undergang.

    En ny cyklus var i gang med en ny splittelsens tid, og anarkistisk periode fra 907 til 960 denne gang dog kortvarig, sammenlignet med de 3½ århundrede mellem Han- og Tangdynastiet.
    I år 960 genforendes Kina under Sung dynastiet der varede frem til 1279. 

    Annonce
    Annonce
    Andre relevante emner og annoncer: