Som i mange andre lande, var det i de tidligste tider at byttehandel, var den almindelige form for udveksling af varer. I Kina har man brugt husdyr, korn, silke, redskaber, presset teblokke som byttevare. Efterhånden som det kinesiske rige udvidede sig, blev det mere og mere besværligt at udveksle naturalier og man har derfor ikke kunnet klare sig med byttehandel alene, men måtte så finde på andre former for betalingsmidler.
Senere blev standard kontanterne den runde-formede kobber mønt med et firkantet eller cirkelformet hul i midten, der blev udviklet under Kinas første kejser Qin Shi Huang der forende Kina.

Sedler i stedet for mønter
Det var tungt og besværligt at rejse med store pengebeløb. Allerede i 700-tallet var det derfor muligt at indbetale sine snore med cash i et regeringskontor i én by og til gengæld få et tilgodebevis, som kunne indløses på et tilsvarende kontor i en anden by. I det 11. årh. begyndte man at udstede egentlige pengesedler, der var gyldige i alle økonomiske transaktioner. Pengesedlerne blev så populære, at man 1260'erne helt ophørte med at støbe mønter.
Da den venetianske købmand Marco Polo i 1295 kom tilbage til Europa efter et 17 år langt ophold i Kina, kunne han fortælle, hvordan den mongolske kejser Kublai Khan lavede pengesedler, der var lige så værdifulde som guld eller sølv, af bark fra morbærtræet. Barken blev stampet, glattet, skåret i rektangulære stykker, og stykkerne blev påført deres værdi. Sedlerne blev signeret og stemplet af særligt betroede embedsmænd, og der var dødsstraf for forfalskning af sedlerne.
Papirpengene fik en kort levetid. Khan'en kunne ikke modstå fristelsen til at udstede flere sedler end han havde dækning for, og det resulterede snart i inflation. Brugen af papir-penge blev indstillet, men kun for en periode. Under Ming-dynastiet blev der igen trykt pengesedler i perioden 1368-1399.

Igennem Kinas lange historie blev der aldrig slået mønt i ædle metaller. Guld og sølv blev kun brugt som betalingsmidler i form af afvejede stykker. Da handelen med Vesten i 1800-tallet voksede, blev det nødvendigt at finde en fælles værdimåler. De kinesiske messing-cash var ikke velegnede til større transaktioner, men den kinesiske regering var tilbageholdende med at skabe et møntsystem baseret på sølv, da man var bange for forfalskninger.
De britiske kolonier Hong Kong og Shanghaj fremsatte flere forslag til en møntenhed baseret på sølv, og i 1889 gav den kinesiske regering efter for presset og forsøgte sig med en sølvudmøntning. Desværre var den baseret på det kinesiske vægtsystem, som ikke umiddelbart passede til det europæiske, og mønterne blev snart byttet efter vægt.