Slideshow

KINA-PORTAL.DK

Indgangsportal til kinesisk samfund, kultur, historie og meget mere...

Denne side blev sidst ændret den 04-Nov-2020    
  Art. 11.10.2

Kinesisk malerkunst historie

Kinesisk maleri er en af de ældste kunstformer, der fortsat eksisterer i dag
Arkæologien, har åbnet et indblik i den kinesiske billedkunstnerisk tradition, der går tilbage til den Neolitisk periode ca. 5.000 år f.Kr. hvor man ved arkæologiske udgravninger har fundet bemalede lertøj med dyr og fisk.

De tidligste illustrationer var bemalet keramik med ornamentkunst der bestod af stiliserede figurer, mønstre eller tegninger af dyr.
Det var først i den østlige Zhou (770–256 f.Kr.), at kunstnere begyndte at repræsentere verden omkring dem.

Kunsten i det kinesiske maleri, har siden udviklet sig over tusinder af år i en sammenlægning af stilarter, emner og kulturer. Dens historie spænder over flere dynastier, der udvikler sig med hver enkelt.

I den endelige fortolkning bliver maleri udtryk for kunstnerens karakter — kun et ædelt menneske kan skabe god kunst. Maleriets materialer hjælper med at forklare dette kunstsyn. Der males med pensel og tusch, plante- og mineralfarver på papir eller silke. Samtlige penselstrøg ses i det færdige maleri og er for en kender lige så sigende som håndskriften.

Zhou (475_221 f.Kr.)
Menneske- og dyrefigurer er a􀆊ildet på stenalderens lertøj og bronzealderens rituelle kar, hvor der
også optræder fortællende scener.

Kunstnere fra Han (206 f.Kr. - 220 e.Kr.) til Tang (618–906) dynastier
malede hovedsageligt menneskelige figurer. Meget af det, vi kender til tidligt kinesisk figurmaleri, kommer fra gravsteder, hvor malerier blev bevaret på silkebannere, lakerede genstande og gravvægmalerier. Mange tidlige gravmalerier var beregnet til at beskytte de døde eller hjælpe deres sjæle med at komme i himlen til deres forfædre.

Andre illustrerede den kinesiske filosof Confucius lære, eller viste scener fra dagliglivet.
Mytologiske og historiske skikkelser, ritualer og historiske begivenheder er temaerne i den bevarede
kunst, der i overensstemmelse med kongfuziansk ideologi skulle opdrage ved at vise gode og slette
eksempler.

Selv når disse kunstnere illustrerede konfucianske moralske temaer - såsom en hustrus korrekte opførsel over for sin mand eller af børn over for deres forældre - forsøgte de at gøre figurerne yndefulde.

Artikel fortsætter efter annonce
Annonce

I perioden med seks dynastier (220–589)
begyndte folk at værdsætte maleriet for sin egen skønhed og at skrive om kunst. Fra dette tidspunkt begynder vi at lære om individuelle kunstnere, såsom Gu Kaizhi. (ca. 344, - ca. 406), en af ​​de tidligste mange facetterede kunstnere i Kina, satte han sandsynligvis nye standarder for figur maleri. Gu Kaizhi var en excentrisk hofmand, der er mest berømt som maler af portrætter og figuremner og som digter.
Tang-dynastier (618 – 907)
I begyndende i Tang-dynastiet   var mange af malerierne landskaber, ofte shan-shui (山水, "bjerg vand") malerier.
Disse landskaber var  malet i en monokromatisk farvepalet, hvor der kun er brugt en farve, men i flere forskellige nuancer. og sparsom (en stil, der samlet kaldes ”shui mo hua”  水墨画).

Formålet var ikke at gengive naturens udseende nøjagtigt (realisme) men snarere at forstå en følelser eller atmosfære, som kunne fange naturens ”rytme”.

Under Tang-dynastiet blomstrede også figurmaleri ved kejserhoffet, hvor kunstnere som  f.eks. Zhou Fang (730 – 800) afbildede det pragt af liv  der var i kejserpaladserne med malerier af kejsere, paladsdamer og kejserens heste.

Figurmaleriet nåede et højdepunkt under Tangdynastiet (618_907) med hoffet og den buddhistiske
kirke som hovedaftagere. Fra Dunhuang-klippetemplerne i Gansu er bevaret et enormt materiale af
vægmalerier samt billeder på stof og papir.

Liao, Song, Jin og Yuan dynastierne (907–1368)
Under disse dynastier stammer skildringerne af storladne landskaber, hvor mennesket er en ubetydelig detalje. Motiverne kan ses som en dragning mod daoismen efter Tangdynastiets fald, men ifølge Jing Hao søgte malerne også at skildre en virkelighed, der ligger ud over den tilsyneladende — tanker, som foregriber neo-konfucianismen.

Maleri under Song-dynastiet (960–1279) nåede videreudvikling af landskabsmaleri; umålelige afstande blev overført ved brug af sløret konturer, bjerg konturer, der forsvinder ind i en tåge og impressionistisk behandling af naturfænomener.

Maleri i ”shan shui-stil " shan, betyder bjerg, og shui betyder flod – blev fremtrædende i den kinesiske landskabskunst.
Ved begyndelsen af ​​Song-dynastiet dukkede en særpræget landskabsstil op.

Kunstnere behersker formlen til komplekse og realistiske scener placeret i forgrunden, mens baggrunden bevarede kvaliteter af stort og uendeligt rum. Fjerne bjergtoppe stiger op af høje skyer og tåge, mens de strømmende floder løber langvejs fra og ud i forgrunden.

De skabte en ny slags kunst baseret på de tre perfektioner, hvor de brugte deres evner til kalligrafi (kunsten at smukke skrivning) til at fremstille blækmalerier.
Fra deres tid og fremad bestræbte mange malerier sig for frit at udtrykke deres følelser og at fange deres indre ånd i stedet for at beskrive dets ydre udseende.
De små runde malerier, der var populære i den sydlige Song periode, blev ofte samlet i albums, da digtere ville skrive digte langs siden for at matche maleriets tema og stemning.

Under det mongolske Yuan-dynasti (1271–1368) sluttede malerne sig til kunsten at male, poesi og kalligrafi ved at indskrive digte på deres malerier.

Disse tre kunstværker arbejdede sammen for at udtrykke kunstnerens følelser mere fuldstændigt, end en kunst kunne gøre alene. Yuan-kejseren Tugh Temur (1329–1332) var glad for kinesisk maleri og blev selv en anerkendt maler.

Artikel fortsætter efter annonce
       Annonce

Sen imperialistisk Kina (1368–1895)
Fra det 13. århundrede, blev traditionen udviklet med at male enkle emner —en gren med frugt, et par blomster, en eller to heste o.l.
Fortællende malerier med et bredere farveudvalg og hurtigere penselføring end Song-malerierne, var enormt populær i løbet af Ming-periode (1368–1644).

De første bøger illustreret med farvede træsnit, dukkede op omkring denne tid; da farvetrykningsteknikker blev perfektioneret, begyndte illustrerede kunstbøger at blive offentliggjort. F.eks. Jieziyuan Huazhuan, håndbog Sennepsfrøhaven, et fem-binds værk først udgivet i 1679, og har været i brug som en teknisk lærebog for kunstnere og studerende lige siden.

Nogle malere af Ming-dynastiet (1368–1644) fortsatte traditioner fra Yuan-tiden.
Denne gruppe malere, kendt som Wu-skolen, blev ledet af kunstneren Shen Zhou.
En anden gruppe malere, kendt som Zhe-skolen, genoplivede og transformerede stilarterne fra Song kejsertiden.

Under det tidlige Qing-dynasti (1644–1911), blev kunstmalere kendt som individualister der gjorde oprør mod mange af de traditionelle maleriregler og fandt deres egne måder at udtrykke sig på, gennem komposition med direkte og frie penselstrøg.
I det 18. og 19. århundrede, var det de store kommercielle byer såsom Yangzhou og Shanghai, der blev kunstcentre, hvor der var rige købmænd der opmuntrede kunstnere til at fremstille dristige nye værker.

Det var også i denne periode, hvor kinesiske kommercielle kunstmalere dukkede op, hvor de udnyttede de britiske og andre europæiske handelsmænd i den populære havneby Canton.

Disse kunstnere skabte værker i den vestlige stil især for de vestlige handelsmænd.  Snart bredte der sig i Europa et sværmeri for ”kineserier” – en bred vifte af genstande med kinesiske eller pseudo-kinesiske motiver.

De europæiske handelsmænd i Kina fik fremstille malerier, porcelæn og møbler, med kinesiske motiver der var tillempet den europæiske smag. Kendt som kineserier, hvor, handelen med Europa trivedes under hele Qing-dynastiet.

Andre artikler om:
Om kinesisk Malerkunst

 

Artikel fortsætter efter annonce
       Annonce
Andre relevante emner og annoncer:

Om kina-portal.dk   |   Cookies politik  |   Kina-portal.dk sitemap