Shamanismen i Kina

Shamanisme og åndedyrkelse i Kina 巫教 wū jiào 
Wuism er et alternativt navn for en gren af ​​den kinesiske folkereligion, kendt som kinesisk shamanisme, som var en del af baggrunden, hvorfra den moderne religion af Daoisme blev født, og som i dag er en blanding af indfødte spirituel praksis, buddhisme, Daoisme og konfucianisme.

Udtrykket Wu, der først blev set på Shang-dynastiets orakelknogletransskriptioner, henviser til en troldmand, troldmand eller shaman og er noget analogt med udtrykket Tongji, der henviser til et åndemedium eller orakel.

Det kinesiske ord wu 巫 "shaman, troldmand", der indikerer en person, der kan formidle med de kræfter, der genererer ting.
Kosmiske kræfter dominerer naturen: Solen, månen, stjerner, vind og skyer blev betragtet som guddommelige energier.

Det grundlæggende tro i den kinesiske dødstro var forestillingen om, at afdøde personers sjæl levede videre som ånder. Forfædre menes at have magt til at gribe ind og påvirke den daglige hverdag.

Derfor måtte disse behandles godt af deres efterkommere i form af ofringer, for i modsat fald kunne de volde dem store ubehageligheder, f.eks. ved at sende dem sygdomme, dårlig høst, tørke o.l., men omvendt kunne de også virke til fordel for efterkommerne.

I Shamanisme er harmoni et centralt element for, at hele universet kan fungere korrekt. Derfor er balancen mellem mennesker, åndelige kræfter og det omgivende miljø af helt afgørende betydning.

Er der derfor noget, der forstyrrer denne harmoni, skal dette behandles gennem mægling af en person, der er kendt som shamanen.
En shamans rolle har at gøre med at genskabe fred og harmoni med universet, derfor er en shaman en høj respekteret person af alle indenfor shamanismen.

Lige siden Shang-dynastiet (1500-1000 f.Kr.), har shamanisme eller åndedyrkelsen gjort sin tilstedeværelse kendt blandt kinesiske folk.

Den mongolske invasion af Kina (13. århundrede) bidrog med sin version af shamanisme til den allerede eksisterende tro på overnaturlige verden

Det gjaldt for enhver pris om at stå på en god fod med de afdøde forfædre, og det er baggrunden for, at de højere befolkningslag, de store klaner, brugte shamaner der havde udformet en offerdyrkelse til ære for de afdøde forfædre, og som frem over skulle blive et grundtræk inden for det religiøse liv i Kina.